Guitarens historie i korte træk - af Flemming Weisdorff

Den vestlige kulturs vugge stod i mellemøsten, hvorfra den med Grækerne, Romerne og Araberne op gennem århundrederne udviklede og bredte sig til resten af Europa, og det er fra samme kulturvandring, vi skal finde oprindelsen til vore dages guitar. Sitar, Kithara, Guitar - alle har de i instrumentnavnet  medtaget det gammelpersiske ord "tar", der betyder streng.

Strengeinstrumenter af lut-typen med hals og krop genfinder man over hele verdenen. De bygger på primitive instrumenter konstrueret over udhulede kalabasser og lign. Både Romerne og Araberne (Maurerne) bragte de mellemøstlige udgaver af disse med sig til Spanien.

Første gang vi møder noget, der ligner en guitar, er i 1500-tallet i det spanske instrument Vihuelaen, som er en håndspillet udgave ( viola del mano ) af viola-familien, der siden hen skulle blive til violinen.( I Portugal hedder en guitar den dag i dag "violao") Indskæringerne i siderne kan stamme fra bueføringsteknikken på de strøgne instrumenter.
For Vihuelaen bliver der skrevet fornem musik af forskellige spanske komponister.

På samme tid finder vi en lille 4-strenget (dobbeltstrenget) guitar, som ikke har samme fine ry, og mest bliver brugt i folkelig sammenhæng. Men i løbet af 1600-tallet får den 5 strenge (dobbelte), og bliver hurtigt populær. Den udvikler sig til 2 typer: "Chitarra Puntuado" til solo- og fingerspil, og "Chitarra Battente"  til akkordspil udført som rasguados.

Der blev skrevet og udgivet meget musik for disse instrumenter både for amatører og professionelle, bygget over folkelige og kendte dansemelodier. Meget af spilleteknikken og rytmerne fra de såkaldte "rasguadobøger", genfinder vi videreudviklet i en senere tids flamenco-guitarspil.

Efter en række år, hvor guitarens brug og popularitet er dalende, får vi fra slutningen af 1700-tallet en ny opgangsbølge for instrumentet, samtidigt med, at den har fået 6 strenge, som nu er enkeltstrenge. Man er simpelthen blevet bedre til at fabrikere strenge.
Med guitarister og komponister som Sor, Aguado, Carulli og mange flere, bliver der skabt musik som aldrig før. Den "klassiske guitar" får sin storhedstid. Denne guitar er, ligesom barokkens, lille og tynd med en, i forhold til i dag, spinkel klang.

Dog eksperimenteres der med både spilleteknik og guitarbygning for at forbedre klangen. Aguado begynder at bruge neglene til anslag, en teknik der hurtigt breder sig.
Forskellige guitarbyggere forbedrer og øger guitarens klang, men først i 2. halvdel af 1800-tallet med guitarbyggeren Antonio de Torres Jurado fra Sevilla sker der en egentlig revolution på området.

I samarbejde med guitarister som Francisco Tárrega konstruerer han en helt ny guitartype - større og meget mere klangfuld.
Det er denne guitar, der ligger til grund for vore dages instrumenter, hvad enten det er som klassisk eller flamencoguitar.
Andre spanske guitarbyggere har siden Torres tid arbejdet videre på hans model, og skabt fremragende instrumenter, og eksperimenterne og udviklingen er ingenlunde slut.